Helse Hygiene Natmændene i Trondheim i det 18 aarhundre

Utdrag fra boka Trondhjemiana av Fredrik B. Wallem: "Natmændene i Trondheim i det 18 aarhundre"

"Natmanden eller rakkeren var i gamle dage den mest foragtede person i byen. Hans gjerning var "uærlig", det vil i moderne sprogbruk si vanærende. Og han selv var "uærlig", det vil si utenfor alle selvagtende menneskers samfund. Den borgerlige vanære rammet slet ikke enhver forbryder mot samfundets love; selv i fængsel og tugthus blev der sondret mellem "ærlige" og "uærlige" slaver. Men derom var godtfolk enige, at natmandens arbeide gjorde ham til en "uærlig" mand. Og hans hus, hans kone og barn- "rakkerongene" blev smittet av uærlighet. Ja bare at ha omgang med manden, eller det at sælge til ham bragte samme vanære med sig. Man skydde ham derfor som pesten.

Men natmanden, den laveste og nedrigste av alle, var tillike den mest uundværlige mand i byen. Var han borte, hvem var det saa som vilde utføre hans gjerning? Ingen. Hvem vilde bringe bort et kadaver av en selvdød hund, som laa og forpestet luften? Hvem vilde begrave en selvmorders lik, som laa og fløt i elven? Hvem vilde flaa døde kreaturer? Besørge renovationen av byens huse? Ikke en levende sjæl, som hadde den mindste ære i livet. For hver den som utførte sin rakker gjerning, eller bare laante sin haand til hjælp ved utførelsen, var fra samme stund "uærlig", besmittet og utstødt av det medborgerlige samfund.

Den almindelige mening var saa rotfestet paa dette punkt, at alle forsøk paa at rokke den var ganske og aldeles uden virkning paa menigmand. Det var ikke i de høieste lag av samfundet, at fordommen sat fastest. Det var ikke de "fineste", som hadde den største avsky for natmanden. Tvært imot, det var i samfundets bredeste lag. Fra høieste hold, fra regjering og overøvrighet, blev det forsøkt å motarbeide denne rent overtroiske rædsel og avsky for natmanden og natmandsgjerningen. Men forsøkene prellet av mot en mur av fordomme."