Helse Hygiene Da natmanden døde

Fra Peter Egges fortelling: "Da natmanden døde". Fortellingen er skrevet i 1898, om en hendelse i 1769.

En stue laa for seg selv alene - mindst to stenkast fra nogen anden. Og den saa ikke gammel ud, men ligevel saare skrøbelig; thi flere av ruderne hadde filler istedetfor glas. Døren hang skævt og var nogle gamle, stygt sammenspigrede fjæle, og skorstenspiben saa ud som en liden stenrøjs og var saa lav, ligesom den var trykket halvt ned i stuen.

I de sidste dagene var der blevet aandet hull paa isen i mangen liden rude i Viken og øjnene lagt ind til hullet for at kige op til denne stuen, som natmanden og konen hans bodde i. Flere døgn var gaat; men ingen af de to havde været udenfor stuen, saa nogen hadde mærket det. Og ingen havde turde nærme sig dem eller stuen, fordi han var natmand og uærlig.

Enda det var saa koldt, at en kunde være glad over at slippe at gaa ud, var der i de sidste dagene knirket flere skridt end ellers over den stivfrosne sneen mellem stuerne i Viken. Og folk snakked, vaaged sig om en stund udenfor døren, ud i kulden, stod nogle øjeblikke sammen og keg over til natmandens bolig, og der kom gisninger frem af mange slags. Aldrig var han blevet saa omsnakket og aldrig hans liv utredet som nu om dagene; for alle vidste noget om han, og hver kom med sit. Ham og konen hans havde alle set saa mangen gang paa vejen gjennem Viken, og alle havde gaat til siden for dem; thi han var natmand og derfor uærlig.

Fandtes der nogen i Viken, som var ukyndig om et eller andet i hans liv, blev der nu anderledes. Enhver fik vide, at han barnefødt paa Bergenskandten - det hørte en da grejt nok paa maalet hans - og formedelst bygdestripperi sat ind paa tugthuset og siden sluppet ud paa høsten 1754. Og da var det, at magistraten gjorde han til natmand. Men bestandig havde han lavet udi liderlighed og fylderi og derfor yderlig armod, saa han hverken havde betjent sig af knægt, hest eller sluffe.

Men da fem, seks dager var gaat, uden at livstegn havde vist sig fra natmanden eller konen hans, saaledes at folk i Viken kunde iagttage det, blev spændingen for stor for den velagtede kone, enken Anna Eveline, som bodde i fuldt udbetalt stue to stenkast borte fra natmanden. Besked maatte hun have; thi vistnok havde hun afsky for han og havde aldrig villet have noget med ham at gjøre, forat ikke æresfortabelse skulde vederfares hende; men han var lige fuldt et menneske, om end uærlig og mer foragteligt end andre, som leved udi laster ligesom han, men ikke var natmand eller dømt paa æren. Et dyr kunde ikke lade sulte ihjæl, hvor meget ugagn det end gjorde, og endu mindre et menneske.

Og en nat mellem klokken et og to, da sønnen hendes, brandsvenden, sov tungt, listet hun sig op, tog klæderne med ud i kjøkkenet, forat sønnen, om han vaagned, ikke skulle undre sig over, at hun trak alle klæderne paa, men tro hun bare var gaat ud som snarest, i et naturlig ærende. (...)"